Teknikken skal bruges til at tjekke hvem, der får adgang til præsidentens bolig. Kritikere frygter misbrug.
I krimier ser man ofte, at både ofre og gerningsmænd bliver fundet takket være ansigtsgenkendelse. I virkelighedens verden er teknologien hverken så nøjagtig eller præcis, men den findes. The Secret Service, der beskytter præsidentfamilien vil eksperimentere med ansigtsgenkendelse omkring Det Hvide Hus, skriver Cnet
Præsidentens sikkerhedsfolk vil undersøge om ansigtsgenkendelse kan gøre det nemmere og hurtigere at identificere dem, der får adgang til Det Hvide Hus. Kritikere fremhæver, at kameraerne også vil blive opsat omkring den berømte bygning, og derfor også vil identificere eksempelvis demonstranter.
Læs også: Tips til sikkerhed på nettet ved online handel og surfing
En af de bekymrede er Jay Stanley fra The American Civil Liberties Union.
– Ansigtsgenkendelse er noget af det farligste i spørgsmålet om retten til privatliv. Tusindvis af mennesker færdes i det travle område omkring Det Hvide Hus, og de får scannet deres ansigter. Nogle af dem vil sikkert blive identificeret, skriver han.
Ministeriet for hjemlig sikkerhed (Department of Homeland Security) afviser kritikken og understreger, at billeder af ikke relevante personer bliver slettet.
Foto: The White House/Tia Dufour