Mange er i dag bange for overvågning på internettet.

Selvom vi som enkeltpersoner ikke målrettet bliver overvåget af hverken stater, virksomheder, cyberkriminelle eller hackere, kan der stadig være god grund til at være ekstra forsigtig, når man færdes på nettet.

Fordi vi bliver overvåget.

Hvad er overvågning på nettet?

Der er mange forskellige måder, hvorpå vi hver dag bliver overvåget på nettet. Det meste er relativt harmløs.

Lovlig sporing på nettet

Reklamer og annoncer er årsagen til langt størstedelen af al digital overvågning. 

Annoncer på hjemmesider, sociale medier og andre web-baserede tjenester bygger på data om ens besøgende eller brugere. Webshops og andre virksomheder vil nemlig helst henvende sig til folk, der enten falder inden for deres målgruppe – eller som i forvejen har været inde at kigge på deres produkter. Det sidstnævnte kaldes også for retargeting.

Hvis du nogensinde er stødt på en annonce – på eksempelvis Facebook, Instagram eller en hjemmeside – for et produkt, du allerede har kigget på, har du været udsat for retargeting. Det er fuldstændig lovligt, og bør ikke være årsag til bekymring. Hvis du vil slippe af med genstridige annoncer, kan du altid slette dine cookies.

Nogle former for lovlig sporing på nettet bygger dog ikke på cookies. De får dig derimod til at logge ind med dine sociale medier for at få adgang til deres tjeneste.

Hvis du skal bruge din Google-konto eller Facebook for at logge ind på en tjeneste, giver du samtidig også dem adgang til den data. Det kan de tilknytte dine andre interesser og adfærd, som du i forvejen har delt med Google eller Facebook, til at lave en profil af dig, som de kan bruge til at sende dig mere målrettede reklamer.

Ulovlig sporing på nettet

Du kan også blive udsat for ulovlig sporing på nettet.

Hvis virksomheder eksempelvis udfører samme sporing som foroven, men ikke har informeret dig om eller fået din samtykke, forbryder de sig mod GDPR (persondataforordningen).

Den danske stat er også i flere år blevet beskyldt for ulovlig logning af danskernes internetadfærd. Amnesty International har blandt andet været ude og kritisere staten for masseovervågning. Det er, fordi de i en årrække har tilladt, at teleselskaberne har registreret, hvem du talte med, hvornår, hvor længe og hvorfra. De har også overvåget, hver gang du tjekker internettet, sender en besked eller e-mail.

Kriminelle og hackere kan også spore dig på nettet, hvis de har fået adgang til din computer via en virus, phishing eller malware.

Heldigvis kan du også gøre flere ting for at beskytte dig selv mod overvågning, når du færdes på nettet.

Syv tips til at beskytte dig selv mod overvågning på internettet

I denne guide har vi samlet syv tips til, hvordan du som privatperson kan forhindre eller modstå overvågning på nettet. 

Vores tips henvender sig hovedsageligt til almindelige brugere. Ingen af dem er ufejlbarlige. En vedholdende og dygtig hacker eller organisation vil kunne omgå alle disse forholdsregler. Men vores tips tilbyder rigelig med beskyttelse for almindelige mennesker.

1. Brug en privat browser

Det letteste, du kan gøre for at beskytte dig selv mod sporing, er at bruge en privat browser.

Mange browsere såsom Microsoft Edge, Apples Safari, Google Chrome, Firefox m.v. lader dig gå “incognito”. Det betyder, at browseren ikke gemmer passwords, cookies eller andre ting lokalt på din computer. 

Denne løsning egner sig godt, hvis du bruger en offentlig computer, og ikke vil have, at den næste bruger skal have adgang til dine filer eller oplysninger. Men den skjuler ikke dine oplysninger fra din teleudbyder eller andre, som har administrativ adgang til dit netværk.

Du kan også vælge at bruge en TOR Browser. Det er en gratis Open-Source browser, som bruger The Onion Network til at kommunikere med resten af nettet. Du kan hente den på TORProject.com

Browseren pseudoanonymiserer din trafik på nettet. Det betyder, at man ikke ved første øjekast kan følge dig rundt på nettet eller spore din adfærd. Til gengæld er den også ret langsom sammenlignet med din almindelige forbindelse – og de fleste VPN-tjenester.

2. Brug en VPN

Vi har tidligere forklaret, hvad en VPN er. Men, kort fortalt, lader den dig surfe anonymt og sikkert på nettet.

Fordelen ved VPN er, at den er meget brugervenlig, og du kan ofte selv vælge den server, din trafik skal sendes igennem. Du kan derfor også skjule din geografisk beliggenhed eller få det til at se ud, som om du bor i USA. Den beskytter dig også, hvis du er logget på et offentligt netværk på en café eller på biblioteket.

Ulempen er, at det kan være en smule langsommere end din almindelige forbindelse, da din trafik først skal sendes igennem flere servere for at skjule din identitet.

Der eksisterer mange forskellige VPN-tjenester, som er designet til forskellige formål. Vi anbefaler derfor, at du sammenligner de forskellige VPN’er, så du kan finde frem til den bedste for dig.

3. Skift dit password ofte

Det er en god idé at skifte dit password ofte. Peter Kruse, der er medstifter af IT-virksomheden CSIS har udtalt til Berlingske, at man gerne skulle skifte sit password eller kodeord en gang om måneden.

Det kan virke besværligt og svært for mange. Især hvis man har flere passwords.

Anbefalingen er derfor enten at investere i en Password Manager eller inddele sider, man logger ind i et hierarki fra vigtigst til mindst vigtigt. De vigtigste sider skal så have mere komplekse passwords, som man skifter ofte, hvorimod de mindre vigtige kan nøjes med skifte en gang eller to om året.

Er du i tvivl om, dit password allerede er kommet i hænderne på cyberkriminelle? Så kan du tjekke din e-mail eller konto på HaveIBeenPwned.com. Det giver dig en oversigt over alle lækkede passwords på de største sider på nettet.

4. Opdater dit antivirusprogram

Et opdateret antivirusprogram er også et godt værn mod overvågning. 

Meget malware og virusprogrammer bygger nemlig på at overvåge ofre, indtil man har indsamlet viden som kan bruges til enten at bryde ind på ens konto eller som afpresningsmateriale.

Hvis du ikke har et godt antivirus-program kan du sammenligne de forskellige programmer her.

5. Sæt tape på dit kamera

En helt lavpraktisk måde til at beskytte dig selv mod overvågning er at dække dit webkamera med tape. 

Selv Mark Zuckerberg, grundlæggeren af Facebook, dækker sin computers kamera med tape. Det er enkelt, let og forhindre andre i at optage dig via dit webkamera.

6. Log ikke på tjenester med din social medie-konto

For at undgå at tilknytte for mange oplysninger om dig til din Facebook eller Google-konto, anbefaler vi, at du ikke bruger dem til at logge ind på alle de tjenester, du benytter.

Din Apple-konto er noget mere sikker, fordi Apple ikke har for vane at sælge din oplysninger til tredjeparter og kommercielle partnere. Men hvorvidt det vil være tilfældet i fremtiden vides ikke. Du bør derfor – så vidt muligt – heller ikke bruge den konto til at logge på diverse tjenester.

7. Brug en anonym søgemaskine

Til slut kan du bruge en anonym søgemaskine, som ikke sporer dig på samme vis som Google. Google står ellers for lidt over 97% af alle søgninger i Danmark.
Men andre søgemaskiner såsom DuckDuckGo eller Startpage lader dig også søge efter produkter, ydelser og informationer på nettet. Startpage har den fordel, at de faktisk benytter sig af Googles søgemaskine, men betaler Google for at fjerne sporingsmidler og logging.